Type 2 diabetes patofysiologi
Gruppen forsker primært i hvilke fysiologiske mekanismer, der fører til type 2 diabetes.
Forskningsområde
Type 2 diabetes er karakteriseret ved defekter i sukker- og fedtomsætningen i bl.a. muskler, fedtvæv og lever. Ved at lave undersøgelser på personer, der er i forhøjet risiko for at udvikle type 2 diabetes senere i livet, kan vi finde frem til de primære årsager til sygdommen. Vi laver derfor mange undersøgelser på:
- Personer som har type 2 diabetes i familien
- Personer som er blevet født med en lav fødselsvægt
- Personer med forstadier til type 2 diabetes i form af let forhøjede blodsukker-niveauer
Blandt disse personer undersøger vi f.eks. hvordan kroppen forbrænder og lagrer sukker og fedt, herunder hvordan forskellig livsstil (f.eks. faste, usund kost, fysisk inaktivitet, træning) påvirker stofskiftet hos personer, som er i forhøjet risiko for at udvikle type 2 diabetes. På det molekylære niveau undersøger vi hvordan kroppens arvemateriale (DNA) dels påvirker vores risiko for at udvikle type 2 diabetes og dels hvordan vores livsstil påvirker vores gener og de processer, der styrer deres udtryk/aktivitet. Dette gør vi for at belyse om forandringer på dette niveau kan være med til at forårsage type 2 diabetes.
Kliniske studier
For at blive dygtigere til at behandle mennesker med type 2 diabetes og følgesygdomme udfører vi i vores afdeling også kliniske studier. Størstedelen af de patienter, der indgår i studierne er i forvejen tilknyttet Steno Diabetes Center A/S. I tæt samarbejde med ambulatoriet gennemgår vi journaler og rekrutterer herved patienter til de kliniske studier.
Forskningssamarbejde
Vi har et tæt samarbejde med de øvrige forskningsgrupper på Steno Diabetes Center. Desuden samarbejder vi med en række andre hospitaler med speciale indenfor diabetes samt med forskningsgrupper på danske og udenlandske universiteter.
|