Steno Diabetes Center Steno Steno
 
Søg
 Søg
Send to a friendPrint

Nye regler for fodterapi til diabetespatienter i primærsektoren


Denne information vedrører fodterapi i primær sektor og ikke behandlingen i fodklinikken på Steno.




Af Dorthe Tecza, kommunikationsmedarbejder, 9. juni 2011


Alle med diabetes har ret til en årlig fodstatus-undersøgelse og risikovurdering. Det fremgår af den nye overenskomst på fodterapi-området, der trådte i kraft 1. juni 2011.

Når fodterapeuten udfører en fodstatus udløser denne et resultat, som derefter placerer dig i en af disse fire risikogrupper:

  1. Lav risiko for fodsår
    Du får en årlig fodstatus/risikovurdering, men ingen tilskudsberettigede behandlinger derudover.
  2. Mellem risiko for fodsår
    Du får en årlig fodstatus/risikovurdering og maksimalt fire tilskudsberettigede behandlingsydelser.
  3. Mellem risiko for fodsår med særlige behov
    Du får en årlig fodstatus/risikovurdering og maksimalt ni tilskudsberettigede behandlingsydelser.
  4. Høj risiko for fodsår
    Du får en årlig fodstatus/risikovurdering og tilskudsberettigede behandlingsydelser efter behov.

Tidligere kunne alle diabetespatienter få tilskud til behandling hos statsaut. fodterapeut. Som ovenfor beskrevet gælder det ikke længere diabetespatienter i gruppe 1.

Den nye overenskomst betyder også, at du kun skal betale din andel af prisen dvs. 50% på din behandling direkte på fodklinikken. Du skal derfor ikke længere forbi din kommune for at få tilskud til dine behandlinger.

Hvad skal du gøre?
Har du en fodterapeut, kan du fortsætte dine behandlinger, hvis din fodterapeut har et ydernummer. Du skal blot have din henvisning fornyet inden 31 dec. 2011. Det kan ske elektronisk hos din egen læge eller evt. via Steno som kan lave en ny henvisnings blanket.

Har du ikke en fodterapeut, skal du finde en, som har et ydernummer, for at du er berettiget til tilskud. Et ydernummer gives til behandlere, der er godkendt til at udføre behandlinger med tilskud fra det offentlige.

Du kan evt. forhøre dig hos praksisafdelingen i din region eller hos den fodterapeut du påtænker at konsultere.